Lokaldysten 2026

Vi har brug for dig!

Lørdag d. 15. august kl. 10 – 12 dyster vi om at blive kommunens mest aktive lokalsamfund.

Hver kilometer tæller, når vi går, løber eller cykler i Søvind. Det gælder om at tilbagelægge flest km pr. indbygger på 2 timer og alle kan være med i vores dyst mod Tvingstrup, Nim, Vrønding og Sdr. Vissing.

Det er gratis at deltage, og der er ingen tilmelding til selve dysten, kun hvis du ønsker morgenmad før dysten.

Vi mødes på Søvind Stadion til fælles morgenmad kl. 9.00 og opvarmning kl. 9.45.

Følg løbende med på Søvinds Facebookside.

Vi glæder os til at se dig og din familie til en god dag i vores lokale fællesskab.

Arrangører: Søvind GIF, Søvind Lokalråd og Søvind Skole i samarbejde med Horsens Kommune og DGI

Lidt mere om Lokaldysten:

Lokaldysten er et motionsevent for vores lokalsamfund og hele kommunen. Lokaldysten handler om fællesskab, bevægelse, lokalt sammenhold og gode oplevelser for alle.

Det lokalsamfund, som tilbagelægger flest km pr. indbygger, vinder dysten mod de andre lokalsamfund og kåres til kommunens mest aktive lokalsamfund.

Du kan gå, løbe og cykle på 3 markerede ruter. Ruterne er korte, og alle kan være med. Du tager så mange omgange, du har lyst til og kan holde pauser undervejs. Hver omgang tæller med i konkurrencen.

Alle indbyggere i Søvind registreres på ruterne, så du kan også tage klapvognen med på turen. Hunden er selvfølgelig også velkommen, selvom den ikke tæller med.

Der opfordres til at benytte cykelhjelm på cykelruten.

Det er tredje gang Lokaldysten afvikles i Horsens Kommune.

I 2026 deltager lokalsamfundene i Vrønding, Tvingstrup, Nim, Søvind og Sdr. Vissing.

Tilmelding til morgenmad

Sådan tilmelder du dig en aktivitet

Når du klikker på knappen “Tilmeld”, skal du være opmærksom på, om det er første eller anden gang, du bruger systemet.

Hvis det er første gang, du tilmelder dig en aktivitet via vores hjemmeside, skal du vælge “Nyt medlem”.
Her skal du udfylde alle felter – og det er vigtigt, at du opgiver navn og fødselsdato på den person, der skal deltage i aktiviteten. Hvis du fx tilmelder dit barn, skal du altså indtaste barnets oplysninger.

Fødselsdatoen skal være korrekt, da den bruges til kommunale tilskud, så tjek den gerne en ekstra gang. Når det kommer til e-mail og mobilnummer, skal du derimod bruge dine egne kontaktoplysninger som forælder – det er dem, vi bruger til at sende beskeder, f.eks. hvis en træning bliver aflyst.

Når du har oprettet dig som nyt medlem, får du tilsendt en e-mail med en adgangskode. Den skal du bruge, næste gang du tilmelder dig en aktivitet.
Skulle du ikke have adgang til din mail, når du skal logge ind igen, kan du i stedet klikke på “Glemt adgangskode?” under “Allerede medlem”. Så sender vi en ny kode til din mobiltelefon.

Hvis du tidligere har tilmeldt dig en aktivitet, skal du vælge “Allerede medlem”.

Her logger du ind med det mobilnummer eller den e-mailadresse, du brugte ved første tilmelding – sammen med din adgangskode. Hvis du ikke kan huske adgangskoden, klikker du blot på “Glemt adgangskode?”, så får du en ny.

Hvis systemet ikke kan genkende din mail eller dit mobilnummer, skal du oprette dig som nyt medlem igen.

Din adgangskode er knyttet til det mobilnummer eller den e-mail, du brugte ved oprettelsen. Det betyder, at hvis du som forælder bruger samme kontaktoplysninger, kan du efter login vælge, hvilket barn tilmeldingen drejer sig om. På den måde behøver du ikke oprette en ny profil for hvert barn – du skal blot sørge for, at børnenes navne og fødselsdatoer er korrekte.